...tilbage

Torsdag den 1. april 2004 :

De kreative evner rakte ikke til en aprilsnar dette år, men bare rolig vi vender stærkt tilbage næste år! Vejret var ærlig talt heller ikke særligt inspirerende - skyer og byger - stakkels Krage-familie! Nå, men Rasmus, Gitte og Arne bestemte sig for at køre til marked samt at gå på jagt efter en spansk kaffe-likør - Cafétino. De fandt ingen af delene - øv! Vi havde ellers glædet os til en likør til kaffen (hmmm, begynder vi at lyde lidt gamle?!).
Mutter brugte eftermiddagen på netcafé samt på at få skrevet en del mail.
Arne og Gitte havde låst døren til hytten, så Mikkel og Jacob skulle komme til os, hvis de ville inden døre. Vi undrede os over, at vi ikke så noget til dem, for nu væltede regnen ned! Men drengene havde åbenbart ikke syntes, at det var særligt tiltalende at sidde i camperen med alle os andre. I stedet havde de undersøgte hytten for åbenstående vinduer og de fandt da også et! ( Kære Krager, det kan altså ikke betale sig at låse døren, når vinduerne står åbne!)
Den aften fik vi gryderet a la Gitte - smagte skønt, men krævede en del væske! Så det var godt, at Arne og Gitte havde fundet en kakao-likør (som erstatning for Cafétinoen) - den kunne slukke den værste brand i munden! Efter maden fandt vi Trivial Pursuit frem - pigerne mod drengene. Det kunne kun gå godt! Ganske rigtig, vi bankede dem af banen. Og selv om vi fortsatte til kl. 2.00, lykkedes det ikke drengene at slå pigerne!