...tilbage

Mandag den 12. april 2004 :
Atter en dag vågnede vi til flot solskin, men vinden var halvkølig. Vi valgte dog at nyde morgenmaden uden døre. Vi er nu ret bevidste om, at ingen af os ved, hvor mange (eller få) af disse dage med morgenmad i det fri, vi har tilbage!
Farmand startede på hjemmesiden, imens mutter fjernede det værste rod. Her efter var det tid til et spil skak mellem mutter og Mikkel……..mutter har lovet Mikkel ikke at skrive, hvem der vandt!
Herefter gik Rikke, Mikkel og farmand til stranden. Imens malede Heidi med vandfarver − hun har simpelthen lært en masse af Jonna. Jeg tror, vi skal have investeret i et staffeli og lærred, når vi kommer hjem. Mutter brugte tiden på at slå lidt på tastaturet − hjemmesiden skulle atter skrives!
Efter frokosten gik børnene i gang med at lege vandkrig − hmmmm gad vide hvornår, det er varmt nok til det i Danmark?!
Tina var lige en smut forbi og så fik vores piger lov at låne Camilla og Lines Lego − herligt. Der blev bygget huse resten af dagen. Pigerne nød at have "noget nyt" at lege med.
Da vi havde spist aftensmad gik farmand ned på internetcaféen. Hold da fast det tog godt nok lang tid!!! Så mutter besluttede sig for at gå en tur med Sussi. Det var dog mystisk! − farmand var ikke på internetcaféen. Mon han skulle sidde ved et andet hold dansker − Erik, Bettina, Emma og Maja − som vi har mødt for nylig?! Ganske rigtig − dér sad farmand og drak rødvin og talte om EDB sammen med Erik. Mutter blev også inviteret på et glas rødvin. Efter at have puttet børnene, udstyret dem med walkie-talkie og "lagt" Sussie tilrette, gik mutter på besøg. Efter noget tid gik farmand op for at se til ungerne samt for at hente Sussi, men på vej tilbage slap hun fri af halsbåndet − åh nej, ikke 2 timers "jagt" igen! Mutter gik ud, kaldte på Sussi og efter et par halvhjertede forsøg på at ville løbe af sted, satte hun sig på halen og mutter kunne "indfange" hende − utroligt!
Vi havde nogle rigtig hyggelige timer sammen med Bettina og Erik. De har for 8 år siden boet flere år i Spanien og har nu valgt at vende tilbage for en årrække. Det og meget andet fik vi en del snak om……….lige til klokken blev 3.00!!!

Rikke leger i sandet Mutter skriver dagbog i solen udenfor camperen Heidi leger med det lånte Lego