...tilbage

Mandag den 19. april 2004 :

Sidste gang vi skulle skrive dagbog på Cabopino. Det havde været dejlig nemt at opdatere, da campingpladsen har internetcafé på pladsen. Det er altid mere besværligt, når vi skal ud at lede efter internetcaféer, som ofte ligger en del kilometer væk fra campingpladserne.

Men det var også vores sidste hele dag på Cabopino, så en del af dagen blev brugt på at rydde op i skuffer og skabe og ikke mindst på at smide ud − bilen skulle jo gerne kunne trække os op af Kassel bakker!

Efter at alle mand havde været i bad, gik vi ned til Robert og Anita for at spise en "på gensyn middag". Mens vi voksne nød et glas vin i solen, indtog pigerne pladsen foran fjernsynet for at se børnetime. Mikkel havde "travlt" med at nyde de sidste minutter sammen med Line!

Egentlig var det besluttet, at vi skulle hente pizza på campingpladsen til aftensmad, men alle mand havde glemt, at der altid er lukket i pizzabaren om mandagen. I stedet bestemte vi, at der skulle hentes kinesisk mad − børnene elsker det……og det gør vi to "lidt ældre" faktisk også………og det faldt vist også i "god jord" hos Robert og Anita − selv om Robert næsten måtte give fortabt. Det var kun med nød og næppe, at selv Robert, der efter Anita´s udsagn kan konsumere temmelig store mængder, fik smagt på alle retterne. Lige da vi var ved at være færdig, kom en dansk kvinde − Mette − og spurgte om vi havde set hendes drenge. Jo, jo, de sad skam og hyggede sig i Robert og Anita´s stue sammen med vores børn. Selvfølgelig inviterede Robert og Anita Mette på et glas rødvin. Det var hyggeligt at hilse på Mette og endnu engang blev vi lidt klogere på Europa. Mette har nemlig boet og arbejdet en del år i Tyskland inden for sundhedssektoren men med privat klinik. Vi lærte derfor lidt om, hvordan det tyske system fungere. Vores interesse for, hvordan andre lande fungere, er blevet meget større under vores tur.

Ved midnatstid sagde vi godnat til Robert og Anita og Mange tak for en dejlig aften og på gensyn på Fejø!