HIP-HIP-HURRA! I dag er det Martins fødselsdag. Et STORT TILLYKKE med dagen!

Vi havde stillet vækkeuret til klokken 7.00, hvilket var i god tid, da værkstedet først åbnede klokken 9.00! Vi havde god tid til "morgentoilette", morgenmaden og gåtur med Sussi. Det var en fantastisk syn, der mødte os uden for døren − en flot solopgang, der kastede lys på de snebeklædte bjerge i Sierra Nevada .

Endelig kom folkene. U-ha, hvad mon "dommen" bliver?! Mutter og ungerne gik en lang tur med Sussi, så ventetiden ikke blev så lang. Inden vi kom tilbage, så vi camperen komme os i møde. Vi var meget spændte på at høre, hvad de havde sagt på værkstedet. (Mekanikeren kunne (selvfølgelig) ikke engelsk, men han kunne til gengæld både Spansk, Andalusisk, Italiensk, Fransk og tysk - Farmand valgte at forsøge sig på tysk.) Farmand kom med en længere teknisk udredning……men det kort af det lange var, at vi sagtens kunne køre til Danmark uden problemer og så få ordnet "det" der. Ju-biiiiii!! Vi havde frygtet, at vi var nød til at bruge en uge i Gaudix, som nok er en meget flot by (har i øvrigt mange hule-boliger), men det eneste vi tænkte på, var at komme på landevejen, hvilket vi var igen ved 10-tiden.

Hele dagen trillede vi af sted på motorvejen − kun afbrudt af frokost- og aftensmadspauser. Det var helt utroligt så fint både hund og børn fandt sig i at være bænket hele dagen − måske det (for børnenes vedkommende) skyldes, at vi havde sagt, at hvis de ikke opførte sig ordentlig, kørte vi ind på en campingplads et døgns tid. Det ville de alligevel ikke risikere, for jo senere kom vi jo til Danmark!

Sidst på eftermiddagen forsøgte vi flere gange at ringe til Jonna og Bjarne (som jo havde forladt Cabopino for 14 dage siden. Vi havde aftalt, at hvis vores veje "krydsede hinanden" kunne vi mødes), men vi kunne ikke få kontakt med dem − som om, at deres mobiltelefonen ikke virkede. Senere på aftenen ringede Bjarne, så til os. Vi troede at han havde set, at vi havde haft ringet. Men nej − for mobilen var løbet tør for taletidskort og virkede derfor ikke . Så det var slet og ret blot et pudsigt sammentræf, at han ringede få timer efter, at vi havde forsøgt at få fat på dem. De var nu i Antibes nær Nice. Vi havde ikke helt bestemt, hvilken vej vi kørte til Danmark, så vi aftalte, at vi skulle ringe sammen igen sidst på eftermiddagen torsdag.

Vi sendte også en SMS til vores tyske venner, for at høre om de var hjemme i week-enden, for så ville vi slå et smut forbi Heidelberg.

Ved 1-tiden trillede vi ind på en rasteplads lidt inde i Frankrig − chaufføren sov prompte hans hovedet nåede puden!