Atter engang fik vi sagt farvel og på gensyn til Jonna og Bjarne. Vi forlod pladsen ved 11-tiden og kørte tilbage mod Marseille, så vi kunne komme tilbage på motorvejen. Kors hvor er det dyrt at køre på de franske motorveje, men vi havde simpelthen ikke tålmodighed til at køre på de alternative veje.

Pludselig ringede telefonen − det var vores tyske ven Thomas. Han ville høre, hvornår vi var i Tyskland − nærmere bestemt i Heidelberg. Ja, men det ville vi være lørdag aften. "Åh nej", udbrød han. Han havde netop bestilt tid på værksted til deres camper og skulle køre af sted tidligt søndag morgen. Han var så ked af, at han ikke havde fået fat i os noget før, men han havde glemt hans mobiltelefon hos sin søn og først fået hentet den i dag lørdag. Ergo han havde først set vores SMS for kort tid siden. Han spurgte godt nok til, om vi ikke kunne blive et par dage og så ses om tirsdagen, men vi kunne simpelthen ikke vente så længe med at gense Danmark. Så nu håber vi i stedet, at de kommer en tur til Danmark i deres camper til sommer.

Da vi skulle have aftensmad, kørte vi ind på et cafeteria. Mutter tog børnene med ind, så farmand kunne få sig en lille "power-nap". Mit fransk er temmelig begrænset, men jeg endte da med at få damen bag disken til at forstå, hvad børnene gerne ville have. Men børnene syntes i hvert fald ikke, at jeg var særlig "Fiks", så de udbrød: "Altså mor, det er bare så pinligt! Vi vidste, at vi skulle have taget far med i stedet!" (Jeg tror nu ikke, at han havde klaret det ret meget bedre. Jeg fik trods alt bedre karakterer i fransk end han gjorde!)

Vi havde indført et system pga. kampen om forsædepladsen − 50 min. af gangen til hver og 10 min til mutter (smøg-tid). Det fungerede ret godt. Så også denne gang gik fantastik gnidningsfrit.

Ved midnatstid var vi komme lidt ind i Tyskland og farmand kunne ikke holde til at sidde på numsen længere, så vi trillede ind på en rasteplads for at få lidt søvn. Det blev godt nok ikke til så meget, for der var trolig meget bilstøj på rastepladsen. Der for uden var det hundekoldt. Vi måtte rulle os sammen som 2 små hundehvalpe op af hinanden for at holde varmen − hvorfor var det lige, at vi ikke havde taget 2-3 uger mere nede i varmen?!!!