...tilbage

Torsdag den 28. august 2003 :

I dag vågnede vi op til blæsevejr, men det var stadig meget varmt. Derfor flyttede vi "skolestuen" op til pølen. Det er rart at blive dyppet, når hjernen er ved at koge over! Efter "flid, fedt og lidt snyd", blev vi overtalt til at tage til stranden efter middagsmaden. Sikke bølger! Børnene sprang straks i og "red på bølgerne" helt ind på stranden. Det var spændende også at opleve middelhavet "vise tænder"……..vi fik straks associationer til Vesterhavet! Mikkel var rigtig god til at komme helt ind med bølgen. Men de sidste meter af vandkanten er fyldt med småsten, så han lignede næsten én med røde hunde, da han kom op af vandet. Næste gang måtte vi huske at få T-shirt med!
Jeg vil tro, at vores væskeindtag den dag, kom op på det dobbelte af normalt. Men det var desværre saltvand, det meste af det vi indtog…….så maverne gjorde lidt vrøvl. Godt vi har toilet i camperen….det er svært at løbe stærkt, når man skal knibe ballerne sammen!
Blæsten gjorde det uansvarligt at grille, så den dag blev de indkøbte grillspyd omdannet til en gryderet (svinekød) med ris……vi følt os pære-danske.
Den dag var vi rigtig trætte så vi gik tidligt i seng. Men farmand savner at sidde bag et rat, så han fandt Gran Turismo frem (et bilspil til playstation II) og spillede det halve af natten (dagen efter var der 2 hold "naboer", der pakkede!).

Hygge i skole-pausen Bølge-ræs