...tilbage
Lørdag den 6. december 2003 :
Lørdag - så er der fridag! Vi havde bestemt, at vi skulle til Marbella og se det kæmpe center, som Mikkel og farmand besøgte forrige onsdag. Vi glædede os alle helt vildt! Vi spiste morgenmad i en fart, kom i bad og tog lidt pænt tøj på. På vej til Marbella var der flere steder, hvor vejen havde taget skade af al den vand, der var kommet de sidste dag - og det regnede stadigt! (Oh, du danske vinter med en klar frostdag og solskin, du er dog skønnere end denne pjask-våde spanske vinter.) Vi ankom til centeret omkring klokken 11.00 Til vores store undren var parkeringspladsen næsten tom! - og vi så en del, der gik til hovedindgangen for blot at vende om igen! Nå, farmand blev sendt ud i regnen, for at se, om der var et opslag ved hovedindgangen. Slukøret kom han tilbage. Det hele stod på spansk, men efter det han havde forstået, var centeret lukket til og med d. 8. dec. - mystisk! Vi drøftede mange muligheder årsager til dette - vandskade, ekstra fri til personalet p.g.a. længere åbent op mod jul, helligdag………men nej, mutter mente bestemt, at hun havde tjekket i bogen "Turen går til Spanien". Og ganske rigtigt, det var først helligdag på mandag d. 8. dec. - Maria undfangelse. Okay, så måtte vi jo se, om vi kunne finde et andet sted med tørvejr og masse af butikker. Vi fortsatte mod vest, men kun for at opdage, at alt undtagen spisestederne havde lukket - besynderligt! Det var en rigtig skuffet familie, der vendte næsen hjemad! Vi måtte gøre et eller andet for at løfte stemningen. Og hvad findes i hvert eneste europæisk land, i hver eneste større by og som børn elsker? Ja, selvfølgelig - MC Donalds!!! Det hjalp lidt på børnenes humør, men vi måtte love dem, at vi tog til storcenteret en anden dag.
Da vi kom hjem, måtte vi lige spørge Bjarne, hvorfor pokker alting havde lukket! Ja, men det var jo den spanske grundlovsdag (kære redaktør af "Turen går til Spanien", vi syntes, du bør noterer denne helligdag under afsnittet "Helligdage"!). UPS - det ville sige, at vi ikke kunne handle ind før på tirsdag, da mandag jo også var en helligdag! Gad vide, om der er nok i vores "depoter"?!
Hvad får man en god, lang, regnfuld lørdag eftermiddag til at gå med? Tja, Rikke stod under markisen og lavede akvarium til den (legetøjs-)fisk, der fulgte med hendes Happy Meal på MC Donalds. Heidi, Mikkel og mor gik i gang med at lave julepynt (- til farmands store ærgrelse!) til det juletræ, vi forhåbentlig får. Farmand begravede sig bag computerskærmen - der var en del mail, der skulle skrives! Men der blev dog også tid til at lege "tatovør" - ungerne elsker at få lavet en tusch tegning på overarmen - farmand er ved at være helt god til det!
Om aftenen så vi naturfilmen "Bjørnen" - helt utroligt, hvad de havde fået bjørnene til at lave!
Da børnene var kommet i seng, lå de længe og drøftede, om julemanden nu kom i nat - Heidi havde også hængt et brev op til ham. Rikke og Heidi mente bestemt, at han kom. Men Mikkel mente nu nok, at det gav problemer, da alle butikkerne jo havde lukket. Jeg tror ikke, at pigerne lige kunne se, at det skulle have nogen sammenhæng!
Inden vi "to gamle" skulle i seng, ville vi lige gå en aftentur. Men ak og ve, lige da overtøjet var kommet på, åbnede vor Herre atter for sluserne - vi nøjedes med at trække frisk luft gennem den åbne dør!