...tilbage
Søndag den 7. december 2003 :
2. søndag i advent! Da børnene slog øjnene op, skyndte de sig ned for at kigge i julesækken! Men hvad var nu det?! Der var ingen gaver i! - men der hang et brev fra julemanden. Jo, han var frygtelig ked af det, men p.g.a. alle de spanske helligdage havde hans "værkstedsnisser" fri, så alle legetøjshylderne var tomme! Men han lovede dem, at så snart at hylderne var fyldte igen, kom der noget i julesækken! Mikkel mente nok, at det så måtte blive onsdag morgen! Vi får se om han får ret!
Ju-bi ind imellem alle de hvide skyer kunne vi ane den blå himmel! Humøret steg lige et par grader. Vaskemaskinen blev sat i gang, nu hvor solen atter kunne tørre tøjet.
Midt på formiddagen kom en "ny" dansker forbi. Han havde mistet sin kat, da han gik tur med den, så han ville gerne, om vi ville holde øje med den. Selvfølgelig ville vi det. Heidi brugte en hel del af dagen på at gennemsøge campingpladsen, men uden held! Hun fik også besøg af den danske pige Camilla. Ih, hvor Heidi nyder at have andre legekammerater end sine søskende!
Ved middagstid inviterede Jonna og Bjarne på "et glas". Vi "indtog" deres terrasse i det dejligste solskin. Pigerne "indtog" deres stue og tv, mens Mikkel havde travlt med at lave et billede på computeren! Efter et par timer trængte sulten sig på, så vi lavede en "skrab-sammen-frokost". Vi fik de dejligste steget sardiner, som Bjarne havde lavet. Og ægte marinerede sild med Jonna's hjemmelavede karrysalat og rugbrød. Ih, hvor følte vi os "hjemme"! Vi havde en rigtig dejlig eftermiddag på terrassen, med ved 16-tiden "gik der atter hul på skyerne", så vi fortrak indendørs. Ved 17-tiden skulle Jonna og Bjarne i byen. Endnu engang mødte vi stor "gæstfrihed". Vi måtte gerne låne nøglen til deres hus, så kunne vi bare låse os ind og se julekalenderen, nyhederne og hvad vi ellers havde lyst til at se. Det er helt utrolig med al den venlighed, vi møder! Tusind tak for jeres tillid, Jonna og Bjarne. Ungerne nød julekalenderen, mutter "slugte" nyhederne på dansk, (for 1. gang i 5 mdr.!) mens farmand tog sig "en lur på øjet".
Da børnene var gået til ro, var et lille ophold mellem bygerne. Det udnyttede "vi gamle" til en travetur på campingpladsen, mens vi sendte en bøn til vejrguderne, om godt vejr……..nej, bare i det mindste tørvejr i morgen!