...tilbage
Mandag den 8. december 2003 :
Vores bøn blev desværre ikke hørt - det regnede stadigt! Det var lige før, at vi var parate til at købe et fortelt til camperen - bare for at få lidt flere kvadratmeter at bevæge os på! Nå, men der var dog en god nyhed. Den danske mand's (Karl) kat var fundet kl. 3 om natten. Den sad højt oppe i et træ, der stod uden for deres camper. Det må nu have været et fornøjeligt syn, at se en mand kravle rundt oppe i træerne kl. 3 om natten for at redde sin kat!
Om mandagen kan vi ikke købe brød på campingpladsen. Så farmand blev jaget ud i regnvejr efter morgenbrød.
Mens regnen silede ned, tog vi fat på skolegangen. Børnene var ikke helt tilfredse med mængden af opgaver! Men vi bliver jo nød til at lave lidt ekstra, for vi har jo dage, hvor vi ikke går i skole - bl.a. på de hverdage, hvor vi flytter.
Vasketøjskurven fyldte nu næsten hele badeværelset! - så vi måtte ty til at tørretumble tøjet. At tro på at vi kunne tørre tøj i det her vejr, var en tand for naivt.
Dagen gik, grundet vejret, med indendørs sysler, men det gode julehumør var ved at "drukne"! - godt børnene får lov at se julekalenderen hos Bjarne og Jonna, så er der da lidt julestemning hver dag.