...tilbage
Onsdag den 10. december 2003 :
WOW - solen skinnede.
Det er altså utrolig, som vejret kan skifte herned!
I dag ville mutter tillade sig lidt luksus - at tage bad i camperen. Der er altså ikke meget varme i bruserummene på campingpladsen, tøjet bliver vådt, når man skal tage det på og vandet er ikke de 41 grader, som mutter elsker! Men hvad var nu det? Der var ingen varmt vand i varmtvandsbeholderen, selv om den var blevet tændt for, for en halv time siden. Da farmand havde bakset med den et stykke tid, viste det sig, at den lastbil, der havde sprøjtet os til i går, også havde fyldt udluftningskanalen med skidt og vand - æv!
Nu var det blevet tid til skolegang. Mutter og Mikkel kæmpede med et digt af Halfdan Rasmussen. Mikkel syntes ikke altid, at de fag, hvor der ikke er et resultat, er så nemme at have med at gøre. Men ved fælles hjælp, fik vi - hvis vi selv skal sige det - da en rimelig god forståelse af digtet.
Efter skolegangen var vejret helt i top. Farmand og ungerne tog en tur på stranden, mens mutter begravede sig bag computerskærmen ude i solen. Der var en del mennesker, som vi skulle have skrevet til!
Det gode vejr tillod nu atter, at vi kunne grille udendørs. Og humøret…..ja, det var steget 10 grader! Tja, selv udluftningskanalen til varmtvandsbeholderen var blevet tør (den skulle også hjælpes lidt med en hårtørrer) - ju-bi varmt bad i morgen!