...tilbage
Lørdag den 13. december 2003 :
HIP, HIP, HURRA - I DAG ER DET FARMOR`S FØDSELSDAG! ET STORT TILYKKE MED DAGEN ØNSKES AF OS ALLE 5!
Heidi havde scannet et fødselsdagskort ind på computeren og mailet det til farmor. Det blev også til en kort telefonhilsen - så kan vi godt høre på børnene, at der kommer en klump i halsen!
Heidi legede det meste af dagen sammen med Camilla. Hun nyder virkelig at have nogen at lege med. Vi andre brugte en del tid på at studere en knæler - en kæmpe græshoppe, der sad på Mikkels styr. Normalt elsker børnene at se og røre ved de dyr, vi møder. Men her gik grænsen! Knæleren blev studeret på behørig afstand og den skulle i hvert fald ikke røres ved!
I går blev vi kontaktet af hende, vi skulle leje huset af. Hvis vi skulle se huset og hente nøglen, skulle det være i dag! Og så lige samtidig med, at vi var inviteret til julefrokost - øv - øv - øv! Men igen oplevede vi en hel utrolig venlighed! Jonna og Bjarne skubbede bare lige julefrokosten en times tid og Bjarne skulle nok køre Frank afsted - så var vi fri for at pakke autocamperen! TUSIND TAK FOR JERES VENLIGHED.
Mens farmand og Bjarne var afsted, fik vi lidt pænt tøj på og sat håret. Rikke var pavestolt - hun havde fået lov til at tage sin spanske kjole på! Hun blev dog også beundret af alle - til stor glæde men også lidt forlegenhed.
Sikke en julefrokost. Jonna kan virkelig trylle i et køkken. Vi fik dansk medister, dansk leverpostej, danske marinerede sild, ribbenssteg, frikadeller o.m.a. - alt sammen serveret med dejligt tilbehør! Der sad vi i strålende solskin og indtog den skønneste julefrokost på terrassen - hvor var livet bare dejligt! Ungerne spiste, som om de ikke havde fået mad i 14 dage! Og ikke nok med det - da maden var i hus, så var der en hel posefuld spændende gaver fra Jytte - en dansk/spansk dame, som var med til julefrokosten. Hun havde med omhu udvalgt nogle typiske spanske og danske juleting! Børnene siger: Mange tak, Jytte! - Vi vil tænke på dig, når vi hænger "Hellig 3 konger" på træet.
Vi siger alle 5: Tusind tak for invitationen, Jonna og Bjarne. Vi havde en rigtig dejlig og hyggelig dag/aften!