...tilbage

Mandag den 15. december 2003 :

Vi havde 2 skoledage tilbage inden skoleferien, så der blev arbejdet intenst og længe i dag. Vanen tro var det også i dag, der skulle skrives dagbog. Dette måtte dog foregå inden døre - nej, ikke fordi det var dårligt vejr. Tværtimod - det var så varmt, at det var umuligt at sidde udendørs uden at blive "stegt"!
Efter skolegangen drog farmand og Mikkel med en atter betænksom Bjarne afsted i hans bil for at handle ind. At have en bil "til rådighed" resulterede i, at farmand gik helt amok! Han købte rødvin i metervis, så vi kommer ikke til at lide af jernmangel de næste mange dage! Mikkel havde fundet et bil-samlesæt. Det var han dybt koncentreret om resten af dagen, hvilket også kan ses på bilen. Den er blevet rigtig flot!
Farmand hjalp Karl med lidt EDB. Karl og hans kone Karen er endnu et hold "efterlønnere", der er draget afsted til varmen i en autocamper. De har også valgt at rejse rundt et års tid ligesom os. Indimellem spekulerer vi på, om der overhovedet er nogen "efterlønnere" tilbage i Danmark!
Under farmands besøg viste det sig endnu engang, at verden er lille. Karl og farfar havde leget sammen som drenge - begge er de fra Viborg!
Om aftenen havde vi inviteret Karl og Karen op til et glas vin. Men inden de kom, nød vi den smukkeste solnedgang over Costa del Sol! Men desværre kunne vi også se, at skyerne begyndte at trække ind over os!
Vi fik en hyggelig snak med Karl og Karen - imens nød børnene at få lov til at se en DVD-film!

Mikkel samler bil - meget omhyggeligt Karl og 'Krænne' - farfar har 'leget' med Karlsom barn - begge fra Viborg