...tilbage

Fredag den 26. december 2003 :

2. juledag, men ikke i Spanien! Alt "kører som vanligt". Det gjorde solen også - så flot vejr atter engang!
Mormor har dog helt forstået den spanske kultur m.h.t. at stå sent op! Efter en sen morgenmad stod den på råhygge. Vi skulle dog lige have købt billetter til Alhambra, som vi skal besøge i morgen. Lidt før end vanlig begyndte nedtagning af julepynten. Den virker knap så køn i et par og tyve graders varme! Sidst på eftermiddagen gik vi en tur ved stranden i herligt solskinsvejr. Mikkel ville dog helst blive hjemme , hvilket han fik lov til (Tror han nød roen!). Mens vi "lidt ældre" fik en øl, tog Rikke sig en gyngetur. Hun nød atter "at have luft under vingerne".
Mændene og Heidi ville herefter hjem, men "shoppe-genet" var endnu ikke tilfredsstillet hos mormor og mutter. Afsted vi drog og selvfølgelig samen med Rikke - for tænk sig, hvis der nu lige var noget hun kunne bruge. Jo, æblet falder ikke langt fra stammen! Sørme om ikke Rikke fandt noget - det havde vi slet ikke regnet med (sarkasmen oser ud af skærmen!). Men hun fik faktisk også nogle gode ting for sine julegavepenge - bl.a. en vinterfrakke! (Som mormor og Basse skulle tage med sig til Danmark. Der i var Rikke dog ikke enig, da afrejsedagen nærmede sig. Så den skulle vi også lige finde plads til!). Rikke sender en stor TAK til farfar og farmor for (indtil videre) en dejlig vinterfrakke, et puslespil og en længe ønsket grædedukke (begejstringen herfor deles ikke af hendes far og mor).
Aftenen blev brugt på - tja gæt selv! Midt under kortspillet blev vi inviteret til danseshow på 1. sal. Pigerne havde indøvet deres egen version af "Støvledans" - et meget fint show, som sluttede af med, at de kastede karameller ud til os (følte sig pludselig hensat til sidste skoledag!). Herefter var det blevet sengetid for børn og svage sjæle. Måske derfor, at mormor atter engang måtte "kigge på dyner" omkring midnat?! (hi-hi)

Der nydes en forfriskning ved stranden Opvisning hos pigerne