...tilbage
Søndag den 1. februar 2004 :
Nu var det alvor! I dag skulle vi forlade campingpladsen. Det var en besynderlig følelse "nede i maven". På en gang glædede vi os til at skulle opleve noget nyt, men samtidig var vi frygtelige kede af at skulle sige farvel til alle de dejlige mennesker, vi havde lært at kende på Cabopino! Men inden "det endelige farvel", var vi blevet inviteret ned til Jonna og Bjarne til morgenmad. Vi havde fået strenge ordre til at være dér kl. 9.30, da Jonna ville lave "noget varmt". Som sædvanlig var vi ikke helt færdige. Mens farmand tog ungerne ved hånden og gik der ned ad, gjorde mutter lige det sidste færdig. Men pludselig kom farmand løbende tilbage. Hvad nu? Jo, han skulle lige skifte tøj. Skifte tøj??? Ja, vores børn var blevet "kidnappet" af Tina og vi skulle ud at køre med Jonna og Bjarne. Hvad var det dog der foregik? Nå, men en, to, tre og vi sad i Jonna og Bjarnes bil på vej……ja, hvor hen? Jo, til en dansk restaurant, hvor vi skulle have morgenmad. Da vi kom ind i restauranten var både Robert, Anita, Camilla, Line, Peter, Tina og vores børn dér og vi ankom som sagt med Jonna og Bjarne. Der tog de godt nok rø… på os! Sikke en vidunderlig overraskelse. Her var et morgen-ta'-selv- bord med alt hvad hjertet begærer! Vi havde et par vidunderlige timer sammen med dem alle - en stund vi aldrig vil glemme. TUSIND TAK ALLE SAMMEN!
Da vi kom tilbage på campingpladsen, kunne vi pludselig mærke, at "alvors timen" var kommet. Vi var rundt at sige farvel til en masse mennesker - fik gaver og knus…….og en stor klump i halsen.
Det er helt umulig med ord at beskrive, alt det vi gerne vil sige til jer, vi har mødt på Cabopino. Så vi nøjes med at sige:
Tak fordi I var med til at gøre vores ophold på Cabopino
til noget helt særligt - vi gemmer på mange dejlige minder
i vores hjerter!
På gensyn!
Lidt over 12.00 rullede vi så ud af campingpladsen for at vende næsen mod Sevilla. Den første halve times tid var der usædvanlig stille i camperen. Jeg tror, at vi alle havde brug for ro til - inden i os selv - at få sagt farvel. Men som man siger: "Life must go on!" Efterhånden begyndte vi at lægge mærke til, hvad det var, der rullede forbi vores vinduer. Faktisk så vi meget smukt. Vi gjorde ophold i Tarifa. Den by i Spanien med kortest afstand til Afrika (12-13 km.) Her strakte vi ben, nød udsigten til Afrika og det smukke hvide sandstrand - "næsten" lige så lækkert som ved Vesterhavet. Da vi forlod kyststrækningen Costa del Sol og kørte "over i" kyststrækningen Costa de la Luz virkede det langt mindre beskidt og turistpræget end det område vi kom fra. Det virkede også mere frodigt - måske også p.g.a. årstiden. Mandeltræerne og et hav af andre blomster og buske blomstrede om kap. Og dér midt ude på marken mellem noget der nærmest lignede okser, ja dér gik en masse storke. Ved 17.30-tiden ankom vi til Dos Hermanas - en forstad til Sevilla. Her skulle vi finde en campingplads. Først prøvede vi en, vi var blevet anbefalet. Men her var intet for børnene, græsset groede meter højt og der var meget mørkt p.g.a. en del træer. Så fandt vi den næste (og så vidt vi ved også den sidste!). Ikke noget at råbe hurra for, men her var nogle nye legeredskaber, en del lys på pladsen og bussen til Sevilla "gik lige uden for døren". Her bestemte vi os for at have base, så længe Sevilla skulle "undersøges". Den aften gik vi alle tidligt i seng - det havde været en oplevelsesrig og "følelsesladet" dag!
