...tilbage
Torsdag den 8. januar 2004 :
Tak skæbne, hvor er det dog frygtelig tidligt at stå op klokken 6.30 (mutter bliver nok nød til at finde job i en butik, når vi kommer hjem. Hun vil sikkert aldrig igen kunne klare at stå op kl. 6.00!). Mens vi famlede rundt i camperen med søvn i øjnene, skulle vi hele tiden minde vores børn om, at resten af campingpladsen altså stadig sov!
Klokken 8.00 var alle mand klar til afgang. Egentlig tror jeg, at farmand var mindst lige så spændt på turen, som Mikkel var! Det var nemlig blevet ham, der (for første gang i sit meget lange liv!), skulle tage med Mikkel på ski, mens mutter stod på skøjter og legede i sneen med pigerne. Efter 2½ times kørsel, en del bjergkørsel og storslået natur bag os, holdt vi i skibyen Pradollano's underjordiske, kæmpestore p-kælder. Efter en halv times tid lignede vi mumier, der var fejlplaceret - men pyt, vi havde varmen! Nu gjalt det om at få skiliftkort og ski mm lejet til de 2 herrere. Kors i hytten hvor er det dyrt (må håbe, at vi vinder i lotto, når vi kommer hjem!). Langt om længe var de to drenge parate til at sende afsted - Mikkel's øjne lyste af glæde - farmands af…….frygt!
Da drengene var sendt afsted, tog vi piger os et kig rundt i byen. Det lykkedes os at finde byen lille legeplads, men det var en stor skuffelse for pigerne, for sneen var så hård, at den var umulig at lave noget i! I stedet blev vi enige om, at gå på byens lille skøjtebane. Her lejede vi skøjter for en time (endnu engang flåede de forret ud af ens pung!) Det var utrolig så hurtigt pigerne kunne huske, "det fra sidste gang" og inden længe turde de begive sig ud på egen hånd. Ind i mellem lignede Rikke dog Bambi på isen utroligt at hun ikke blev gul og blå bag i!), men hun gav ikke op. Pludselig kom hun lige mod mig med fuld fart og alle lemmer kørende rundt som piskeris. Hvad gør en mor? Griber ud efter sit barn. Efter 2 min.'s (sådan føltes det i hvert fald!) underlig dans, endte både mor og barn midt på isen - godt filtret ind i hinanden. Heldigvis kunne vi begge, siddende på den kolde is, grine af det hele.
Mens vi løb rundt på skøjter, kom Mikkel pludselig løbende. "Oh gud, mon farmand har brækket et ben? Hvor er vores E111-blanket(en slags sygesikring i udlandet)? Hvor er telefonnummeret til vores rejseforsikring? Vi skal huske passet fra ski-butikken!(man aflevere passet, når man lejer skiene) o.m.a.", nåede jeg lige at tænke. Så siger Mikkel: "Hvor er kameraet?" "Kameraet?" spurgte jeg forundret (han behøvede vel ikke filme sin far med et brækket ben!)"Ja, vi er lige nede for at få frokost og for at hente kameraet", svarede han. "Åh, gud ske lov", tænkte jeg lettet, mens jeg fiksede kameraet frem fra lommen. Pigerne var også blevet trætte og sultne, så vi besluttede at gå med drengene ned og få frokost. Det var nu ikke længe drengene havde ro på sig - skibakkerne trak i dem. Nu var også farmand blevet bidt af "brædderne" og farten.
Vi piger spiste færdig i ro og mag men kom til at fryse, for solen var gået ned bag et bjerg. Så vi blev nød til at finde en sol-plet, så vi kunne få varmen igen. Vi fandt en bænk og sad og nød en kop kaffe, chokolade og et spil game-boy. Her efter gik vi på jagt efter en bob-slæde til leje. Ikke noget problem…..og rimelig pris - utroligt. Men så kom alle forbeholdene! Der var kun et bestemt sted vi kunne kælke og for at komme der til, skulle vi med lift - frækt! Tænk sig, de havde forestillet sig at vi skulle betale 3x liftkort for at kælke - ikke tale om! Noget skuffede gik vi piger tilbage til legepladsen. "De mindste piger" fik regnbukser på (Heidi i farmands - en str. XL - vi faldt ikke "helt i" med de smarte skidragter!) og så gled de fint på numsen. Pludselig skreg Rikke. U-ha hvad nu? Hun havde ramt et klippestykke, der stak frem under sneen. Heldigvis slap hun med et blåt mærke. En halv time senere var det Heidi, der skreg. Mon det kan blive ved at gå godt? Hun havde taget "brandmandsstangen" (et helt glat metalrør) ned fra klatrestativet og det er meget glat, når man har våde regnbukser på! Også hun slap med et blåt mærke på sin knæskal! Vi blev enige om, at nu var det vist på tide, at vi gik i bilen, fik varmen og en bid brød! Vi tog elevatoren ned til 3. underetage, hvor vores bil holdt. Men hvor pokker var den? Vi ledte og ledte og ledte og…….Pludselig siger Heidi: "De to mennesker, der går dér, havde altså deres bil holdende lige ved siden af os. Det så jeg morges, da vi kom. Lad os følge efter dem". Og som spioner sneg vi os bag efter de unge mennesker. De kunne heldigvis huske, hvor deres bil holdt. Ganske rigtig lige bag dem holdt vores udlejnings-bil. Tja, ind imellem er det nu godt nok, at ens børn følger med i "det hele"!
En time senere gik jeg op for at hente drengen. Men hvor blev de af? Liften var lukket! Mon de "sad fast" oppe i terrænet? Der gik 5 min., 10 min., 15 min., 20 min. og endelig kom de! Nej, det var kun farmand, der kom strygende ned af bakken. Men hvor var Mikkel? "Bare rolig, han kommer", sagde farmand med stolthed i stemmen - stolt over at kunne overhale sin søn! Jeg havde nu hellere set, at han havde været voksen og havde ventet på sin søn! Men efter yderlig 5 min. kom Mikkel til syne for fuld fart. Oh gud, når han mon at bremse? Ja, selvfølgelig gjorde han det! Det var to meget trætte drenge, der gik tilbage til bilen!
Vi (Mikkel og farmand) havde en kanon dag oppe i terrænet. Liftene tog os op til 3200 m hvor der var en fantastisk udsigt (og masser af sne - mellem 60 cm og 300 cm).
Turene nedad var også både sjove og spændende. Selvom det var første gang jeg (farmand) var på ski (Mikkel har prøvet det i 3 år med skolen) - så gik det faktisk rimeligt. Efter et par timer kunne jeg forcerer selv de røde bakker (føles som skrænter) og næsten følge Mikkel. Han mente dog at nu var det på tide at lære at løbe baglæns. Det undlod jeg nu at prøve.
Turene nedad gik for fulde udblæsning medens turene opad var mere rolige, så her var der tid til en lille 'mandefolkesnak'. Under en af vores ture opad siger Mikkel : 'Far, kan vi ikke godt blive på Camping Cabopino (pladsen hvor vi er nu) noget længere'. Jo, det kan vi da godt, men hvorfor ?
Jo, det er dejligt med nogle at lege med (læs en pige ved navn Line).
Så vi må nok hellere blive et par uger mere !!
Den nat sov alle tungt og godt!
