...tilbage

Mandag den 12. januar 2004 :

Vi vågnede til en tåget og meget fugtig morgen med en temmelig kølig vind! Mon vi skal til at have efterår?! Nej, længere op ad formiddagen kom solen heldigvis frem og vi nåede atter over de 20 grader!
At tabe sine briller på et badeværelsesgulv med klinker er en meget dum ting at gøre - det kostede mutter et brilleglas! Hvis et nyt skulle skaffes, var det nødvendigt at få fremskaffet diverse data om glasset - styrke, toning, refleksbehandling, mærke o.s.v. En hurtig praktisk telefonopringning til mormor blev foretaget, så hun kunne kontakte mutters danske optiker og få dataene! Mange tak for hjælpen, mormor. Heldigvis havde mutter en reservebrille med!
Mikkel og mutter knoklede med skolegangen til midt eftermiddag, mens farmand og Heidi kørte i Lidl for at handle.
Sidst på eftermiddagen blev Heidi og Mikkel inviteret med Tina ind for at hente Camilla og Line i den internationale skole, hvor pigerne går. Det syntes, ungerne var spændende! Farmand og Rikke gik ned for at hjælpe Carl med "noget" EDB. Imens skrev mutter hjemmeside. Farmand havde heldigvis skrevet for de 2 første dage.
Endnu engang blev en kagekone til Heidi's fødselsdag, drøftet med den tyske bager, der kommer på campingpladsen. Ud af hele snakken fremgik det, at han absolut ikke havde forstået, hvad en kagekone er! Nu kunne det være nok! Den tyske bager "blev droppet". I stedet kørte vi til Fuengirola til en dansk bager, der har butik dér. Ju-bi en dansk ekspedient - som selvfølgelig godt vidste, hvad en kagekone er! En 20 personers kagekone blev bestilt - vi viste ikke rigtig, hvor mange Heidi egentlig havde inviteret! Mutter's øjne scannede hurtigt hylderne i bagerbutikken og hvad ramte blikket? Store, fede, lækre flødekager. De skulle prøves. Men hvad med ungerne? - de byder sig ikke særligt meget om flødekager. Wow, der lå også trøfler. Glad og tilfreds gik mutter ud af butikken med 2 flødekager og 3 trøfler! Vi fik også bestilt et nyt brilleglas og til rimelige billige penge og oven i købet hos en dansk optiker! Det er altså somme tider en stor fordel, at man taler samme sprog! Vi skulle lige et sted mere for at handle. Alle mand ud af bilen. Vi går tilbage til bilen, alt imens farmand og mutter snakker. Farmand åbner døren - dybt optaget af samtalen med mutter - og sætter sig ind i bilen, men kommer hurtigt ud igen. Hvad søren var det, han havde sat sig på? - FLØDEKAGERNE! - de var nu kun halvt så høje som før, men til gengæld dobbelt så brede!
Vi kom først tilbage ved 19-tiden. Mikkel og Heidi lå og så Harry Potter 2, som de havde lånt af Camilla og Line. Herligt med lidt nyt på skærmen!
Den aften fik vi kage til dessert - trøflerne var en STOR skuffelse, men til trods for den sjove form, så smagte flødekagerne HIMMELSK! Kære danske bagere - I kan være stolte af jeres håndværk! Efter aftensmaden havde ungerne lokket farmand med til at se resten af Harry Potter. Hvad han ikke viste var, at de stadig manglede at se over 2 timer! De kloge narre de mindre kloge!

Line og Camilla's spanske skole (som er engelsk) Flødeskumslagkager nydes med stor velbehag Flødeskumslagkager nydes med stor velbehag