...tilbage
Torsdag den 22. januar 2004 :
I dag vågnede vi endnu engang til en lækker solskinsmorgen. Vi skulle nå en del i skolen i dag, da vi de 2 sidste dage havde været 'lidt sløsede'.
Til middag var vi klar til, at smøre madpakker og pakke vores strandting. Vi skulle have gymnastik (idræt) hele eftermiddagen og det skulle være ved stranden. Omkring kl. 13.00 sad vi alle på stranden og hyggede os med vores medbragte sandwich og drikkevare.
Mikkel og farmand spillede 'tennis' og kastede med frisbee, medens pigerne gravede og legede i vandkanten.
Selvom der havde været vindstille på campingpladsen, var der en del vind på stranden. Derfor kneb det for mutter at holde varmen - så midt på eftermiddagen vendte vi snuden hjem igen.
Farmand mente det var tid til lidt mere motion - så en tur rundt om golfbanen blev testet. Den er kun 5 km lang men MEGET bakket, så det blev kun til en omgang.
Efter aftensmaden og oprydning blev børnene puttet og vi voksne kunne endnu engang hygge os med nogle afsnit af Matador.
Kl. 22.30 ringede Bjarne og spurgte om farmand kunne hente dem inde ved Jytte i Bjarnes bil. 15 min efter var jeg inde ved Jytte for at køre 4 fulde danskere sikkert hjem til campingpladsen.
Hjemme igen fortsatte Matador-kiggeriet.