...tilbage
Mandag den 26. januar 2004 :
Sædvanligvis skriver vi dagbog om mandagen, men denne mandag var der absolut ingen inspiration at hente. Så det må vente en dags tid!
I stedet tog alle mand fat på skolegangen. Lige nu er vi inde i en periode, hvor vi virkelig skal tage os sammen for at klare skolegangen! Måske hænger det sammen med, at vi alle fem nu syntes vi har så meget andet at lave - nu kender vi jo efterhånden en masse skønne mennesker på Cabopino. Nå, men vi fik da ordnet dagens opgaver. Herefter var det blevet tid til at gøre klar til aftenens gæster - Bjarne og Jonna. Mennesker som vi har været/er meget glade for at kende. De har altid en hjælpende hånd tilovers.
Den aften fik vi "mad hjemmefra" - kyllingebryst i flødesovs med kiwi og tomater og selvfølgelig kartofler. Men de spanske kartofler ville få en flov smag i munden, hvis de smagte en dansk! Da børnene var færdige, sad vi voksne lige og sundede os lidt inden vi skulle have 2. omgang. Børnene gik ud for at lege, hvilket resulterede i, at Rikke væltede vores udendørs-pande, hvor al kylling + sovs var i - ud over skostativ, rulleskøjter m.m. Jeg skriver simpelthen ikke, hvad det lignede, så uappetitlig så det ud! Heldigvis var der låg på panden, så det var "kun" sovsen, der var løbet ud! Bare rolig, Jonna og Bjarne, det var en ny sovs jeg lavede!
Vi havde som altid en rigtig hyggelig aften sammen med Jonna og Bjarne. Vi håber, at vi kan få en igen, når "alle mand" er tilbage i Danmark!
Inden vi gik i seng, tog vi lige den værste opvask og fik pakket markise og al "det udvendige sammen, da der var optræk til regn. Klokken 1.30 kaldet hovedpuden temmelig højt!