...tilbage

Fredag den 30. januar 2004 :

Egentlig skulle vi have været til 65 års fødselsdag på vores vej, men vejret var så overskyet og det var så køligt, at det ikke lod sig gøre. Men til gengæld kunne vi så glæde os til klokken blev 20.00! Vi var nemlig inviteret over til Camilla og Line til pandekager. Vi har ikke smagt pandekager siden vi tog hjemmefra (Ungerne fik dog pandekager med is i i uge 42!). Men først skulle skolegangen overstås og så var det efterhånden også nødvendig at tænke på på søndag. Vi havde besluttet, at hvis vores Visa-kort nåede frem her fredag, ja så var det på tide, at vi kom videre - ellers fik vi jo aldrig set Portugal! Visa-kortene kom og vi begyndte så småt at pakke lidt sammen. Vi fattede ikke helt, at det var om 2 dage, vi skulle køre!
Om eftermiddagen fik vi "en af de sjove mail" - Line og Camilla's bedstemor havde sendt os en mail - det er altid herligt at få disse helt uventede mail - de luner! Tusind tak for dit dejlige brev, bedstemor! - vi har hilst familien fra dig!
Da vi hentede mail denne dag fik vi også 2 underlige mail (skulle senere vise sig at indeholde virus !!). Så hvis nogen af jer modtager underlige mail med vedhæftede filer - slet dem omgående !!
Jonna og Bjarne var i byen denne aften, så vi havde fået lov til at låne huset. Det benyttede vores unger sig af - klokken 19.00 strøg de ned for at se Disney Sjov. Da de kom hjem, kom Mikkel med en én euro i hånden og sagde, at den havde han fundet under stolen hos Jonna og Bjarne. "Hvorfor lagde du den ikke bare på bordet?" spurgte jeg ham. "Nej, for hvis der kommer en tyv, så skal han i hvert fald ikke have dén også!" Ja, der kan man bare se - de er nu ret snu de unger! Mens ungerne så Disney Sjov satte vi det 24. afsnit - og der med det sidste - på videoen. Vi nåede ikke helt at blive færdige, inden vi skulle i byen, men resten "slugte" vi, da vi kom hjem - Tusind tak for lån Tina og Peter!
Vi ÅD pandekager med is, indtil vi var ved at revne - Peter, du bør starte et pandekagehus i Fuengirola. Endnu engang nød vi selskabet alle mand - u-ha hvor vil vi komme til at savne jer alle fire! Vi håber, at vores veje, på den ene eller anden måde, må krydse hinanden igen!

Pandekager hos Peter og Tina