...tilbage
Onsdag den 2. juli 2003 :
Egentlig havde vi planlagt at køre videre i dag, men vi nød at have fast grund under fødderne. Så vi nuppede lige en overnatning mere (-kære bankdame - det er jo billigt her i Sverige!).
Tja, hvad gik dagen egentligt med ? Farmand fik brug for at styrke sit ego - så han tog en tur på 'rytteren' en times tid, ungerne hyggede sig på legepladsen og med spil og mor….. tja er ked af at indrømme det, men begyndte at stoppe huller i div. tøjstykker !!! - og fik skrevet breve i solen !!
Det er altså noget nyt at skulle leve uden stress og jag …… jeg tror det kræver lidt tilvæning!!
Men hvor er det også skønt at mærke følelsen af at være nærværende…
Den mest forstyrrende tanke der kan dukke er 'Hvad skal vi lave til aftensmad?'.
Men kun lige indtil far og pigerne er kørt op i kiosken efter slikkepinde.
Mor vil køre dem i møde og ser sin 'lige fyldte' 5-årige pige (har lige lært at køre uden støttehjul) suse ned af bakken (meget stejl) med 120 km/t …..
og fortsætte uden at være i stand til at bremse - ej heller dreje ind af vejen hvor vi bor.
Hun fortsætter, p.gr.a. den høje fart, lige ned mod vandet - gisp - på mystisk vis får hun drejet af til venstre, men åh nej… der holder en bil og en campingvogn med fortelt.
Hjertet holder op med at slå, åndedrættet går i stå og hænderne vil holde mig for øjnene, men de kan ikke rokke sig en millimeter.
Pludselig ser jeg hende slå en kolbøtte op i luften og derefter cyklen!
Far er lige i hælene på Rikke - han løfter hende op. Noget rødt kommer til syne rundt om hans hals - åh gud … mon hun har rykket armen halvt af ?? Nå nej hun havde jo en rød trøje på.
Fars kropssprog virker (som altid - fars tilføjelse) temlig fattet. Endelig får jeg mig bevæget op på cyklen (flot!! - fars tilføjelse - som altid, vil han have det sidste ord!) og kommer afsted.
Py-ha - hovedet ser helt ud - hun bevæger alle lemmer og der er intet synligt blod!! - og hendes største bekymring er : 'Hvor er min slikkepind?' Den blev hurtigt fundet og alt er vel igen.
Da vi kommer tilbage til 'camperen' fortæller far dog, at han et kort øjeblik troede at hun havde slået tænderne ud. Da han kom hen til hende spyttede hun nemlig en hvid klump ud af munden - som heldigvis viste sig at væge tyggegummi.
Tja … hvor er vi ind imellem heldige … eller også er der mere mellem himmel og jord! Hvad end det er, så slap vi endnu engang med forskrækkelsen og alle blev mindet om glæden ved at vræe raske og rørrige!!
