...tilbage
Søndag den 6. juli 2003 :
Vi ankom til Frederikshavn midt nat - kørte til Tårs og overnattede hos Vendelbo-Vans.
Da vi endelig vågnede kl. 10.30! sendte vi farmand afsted til DANSK bager - mums (godt vi skal have aftensmad hos
mormor og Basse - ellers var budgettet sprængt!).
Mikkel ville så gerne, at vi kørte omkring Fur - for der var hans bedste ven Andreas på ferie -
og med endnu 11 mdr's tid tilbage var der tid nok til et besøg. Så camperen blev vendt mod Fur.
Her havde vi et par hyggelige timer - børnene nød gensynet, mens vi voksne fik en hyggelig snak og tår DANSK kaffe og øl!
Lige til orientering - man kan altså ikke betale med Visa på Fur-færgen !! - men man kan godt
få lov til at skylde til man skal tilbage (men hvordan pokker skulle man også kunne stikke af fra regningen ??).
Herefter vendte vi næsen mod Viborg (mormor og Basse). Et herligt måltid incl. jordbær m/fløde og rødvin (vi følte os som grever og baroner)
blev indtaget og snakken gik hurtigt.
Dagen sluttede vi i mormors badekar.
Men dagens allersidste gerning (- til stor morskab for mormor og Annitta) blev udført
af Basse - et godnat-nakke-kys til farmand!
PS. Den første maskinfuld tøj er klaret!