...tilbage
Torsdag den 10. juli 2003 :
Nå, en aftale er en aftale - hoved på eller ej.
Da de værste mavekramper havde fortaget sig (hos Mutter), tog vi til hotellet for at møde 'de lidt ældre Laursen'er', som så noget ældre ud end i går ! (kl. var endda blevet 11!!).
De havde planlagt en vandretur, som børnene også kunne klare. Men det mente Heidi og Mikkel var barnemad. De ville helt op på toppen af Rotspitze (2087 m oppe i himmelen).
Så måtte den erfarne farbror Jan og farmand klatre med ungerne (farfar havde 'slidt' knæ, farmor turde ikke kravle efter børnebørnene - mente det gav dårlige nerver, svigerinde Hanne fik næsten hjertestop bare ved tanken, Rikke var for lille - og jeg blev jo nødt til at passe på Rikke ! J.
Klatreholdet blev udstyret med den ene mobil-telefon og de tilbageblevne med den anden. Os der blev tilbage prøvede at tale om alt muligt andet - men vores tanker var et andet sted - hos klatreholdet.
Og nu må farmand tage over og fortælle om deres oplevelser.
Da vi havde taget svævebanen op i omkring 1800 meters højde manglede vi 'blot' omkring 300 meter !!
På det første stykke af vores opstigning mødte vi nogle Østrigere som vi spurgte til råds. Deres råd var klart - 'I har ikke det rigtige fodtøj på (ingen vandrestøvler - kun kondisko), turen er absolut ikke egnet for børn og stierne vi havde gået på indtil videre var, at betragte som motorveje sammenlignet med de foranliggende.
Vi lod som vi ikke forstod hvad de sagde og fortsatte (men ordene genlød nu alligevel lidt i baghovedet). Vi tilbage lagde de første 250 meters opstigning på omkring 40 minutter, så tempoet var højt. Vi gjorde holdt nogle gange for at nyde udsigten (og for lige at få lidt luft - pyha). Heidi og Mikkel klarede opstigningen utroligt flot. Ca. 50 meter fra toppen måtte vi stoppe og erkende at det ikke var forsvarlig at fortsætte, da det nu næste gik lodret op og det gik næsten lodret ned til begge sider. Det passede bestemt ikke Mikkel, som ville helt til tops. Vi valgte en anden rute ned, da det heller ikke var forsvarligt at kravle samme vej retur. Det var en meget flot rute, hvor vi kravlede ca. 400 meter ned (hvoraf de første 50m var næsten helt lodret) - for igen at vandre lidt op til svævebanen, hvor resten ventede.
Efter ca. 2 timers klatretur var vi nu tilbage - kunne stolt fortælle om vores bedrift.
Py-ha hvor blev vi glade da vi kunne se 'holdet' på den anden side af bjerget. Og der var ros og beundring til de seje, da de kom i mål. Det var nu blevet midt på eftermiddagen og vi tog Rofan Seilbahnen ned. En meget flot tur ned med svævebanen med 45 km/t !!.
Er man til vandre-/klatreture af de mere krævende, kan vi varmt anbefale området i Maurach !!.
Så var det tid til farvelknus og kram. De lidt ældre - som har mod og kondi som en på 20 ! - skulle hjem om fredagen.
Vi havde et dejlig døgn med dem alle - nogle hårde nysere - både til bjerge og rødvin !
Vi glæder os meget til at vi skal se Farfar og Farmor igen - om små 3 måneder (Farmor - husk den brune farin til Irsk Kaffe !)
