...tilbage
Fredag den 18. juli 2003 :
Vi er ved at være gode til at pakke, så allerede kl. 10.00 forlod vi Iseo. Der var, som tidligere skrevet ca. 200 km til Lago Maggiore. Ikke særlig langt, men da vi valgte de små veje den første del af turen og kørte forkert af på motorvejen på den sidste del af turen, tog det over en halv dag at komme til søen - og vel at mærke i middagssolen - py-ha !!.
Den indbyggede kropstermostat kunne slet ikke følge med ! - også temperamentet nærmede sig kogepunktet.
Den, der fik mest ud af køreturen, var farmand. Man er vel ikke 'beton-mand' for ingenting! Så jeg måtte - med 90 km/t og hvert 10 min. - hænge med hovedet ud af bilen i diverse mystiske stillinger (utroligt at 'Polizia' ikke stoppede os) tage billeder af diverse betonelement byggerier.
Så kære ansatte på Elcobyg, det viste billede, er taget til ære for jer ! Nyd det - det havde nær kostet mig min højre arm - se pælen.
Endelig var vi dér, men campingpaldserne langs Lago Maggiore viste sig, at være uden for klassen 'rimelig pris'. Men vupti - via campingbogen og skiltningen fandt vi en rimelig stor campingplads (camping Continental Lido), som lå ved en anden lille sø (1 km fra Maggiore) Lago Maggozzo (-efter hvad de skriver Europas reneste) - med mange faciliteter og til en fornuftig pris (ca. 260,-/døgn).
Der var dog ikke svimmingpool, men det fandt vi - efter et besøg ved søen - ud af også ville være overflødigt. Der lå den dejligste 'lille sø' med sandbund, sandstrand og det klareste, varmeste vand.
Alle dagens strabasser var det hele værd!!!!
Her måtte vi blive nogle dage.