...tilbage
Søndag den 7. marts 2004 :
Mikkel startede dagen med at dekorere "loftet" over hans soveplads. Med hvad????? Gæt selv eller kig på billedet!
Vi havde besluttet os for at forlade Lissabon i morgen, så det meste af de voksnes dag gik med at pakke bil og at gøre rent. Imens brugte Mikkel og Heidi mange timer på at lave busruter rundt på campingpladsen. Når man hedder Mikkel, gør man jo tingene ordentligt! Så busplaner m.m. blev skrevet ind på computeren og hængt op rundt på pladsen. Men hvem skulle være kunde (det skulle være én med penge!)? Farmand! De fik kapret ham og sat ham på bagagebæreren på Heidis cykel. Det lykkedes hende at køre en tur med ham bag på cykelen (flot gået, Heidi!). Den fine præstation gav dog også lidt ekstra lommepenge!
Under mutters oprydning var Rikkes Brat's dukker dukket op. Dem brugte Rikke hele dagen på at lege med (se billedet). Mens ungerne legede, var vores "campingkat" gået total i coma! Til morgenmad fik den vores kyllingerester - åbenbart mere mad end den har fået længe, for den sov dyb søvn hele dagen. Selv da farmand ville tage det tæppe den lå på, var dens eneste bevægelse et lille let på det ene øjnlåg. Så det endte med, at vi måtte løfte den væk fra tæppet!
Da mutter havde "smidt det halve af bilens indhold" ud, var det tid til aftensmad. Den stod på vaskeægte dansk mad - karbonader, kartofler, gulerødder og smørsovs - uhmmm! Rikke gik med farmand i opvasken. Da de kom tilbage, sang de en hjemmelavet sang for os med en helt igennem genial tekst. Den lyder sådan her: " Selleribøffer og kålkrebinetter. Selleribøffer og kålkrebinetter. Selleribøffer og kålkrebinetter. osv. osv." Da teksten var forholdsvis! nem at lære, gik der ikke længe inden, at hele bilen sang "Selleribøffer og kålkrebinetter" i vilden sky!