...tilbage
Mandag den 8. marts 2004 :
Efter at have pakket færdig forlod vi Lissabon - men forhåbentligt vender vi tilbage igen engang. Vi skulle på jagt efter naturoplevelser. Første stop var ved Praia Grande. Her spiste vi vores frokost, mens vi betragtede de mange surfere, der kæmpede med at komme op på brættet i de vilde bølger. Efter sigende skulle bølgerne og understrømmen her, være langt farligere end Vesterhavet! Så børnene måtte nøjes med at lege i sandet - at gå i vandet ville være alt for farligt. Vi forlod surferne med dyb fascination og respekt, for at drage videre mod det europæiske fastlands vestligste punkt - Cabo da Roca (Europas vestligste punkt ligger i Irland). Vi ankom til en storslået og fantastisk natur og udsigt. Børnene ville så gerne ud at klatre, men det var ikke så lige til at finde et sted, der var forsvarligt at gå de 144 m. ned, som vi var over havets overflade. Det lykkedes dog at finde en "sti", der gik ned til havet. Men på første halvdel af turen var der en del løse sten, så det var ikke helt ufarligt. Men med forsigtighed og en voksen i hver ende af troppen, kom vi gennem "de løse sten". Nu var det så tid til at bruge tov for at passere en mindre stejlt stykke. Mikkel og Heidi kløede på med krum hals, men Rikkes korte ben krævede en hjælpende hånd ind imellem. Men da vi nu kom til kæmpe store sten, som vi skulle klatre ned af, måtte Rikke en tur på ryggen af farmand - godt at hun er en "bette spirrevip", der kan "klæbe" sig til kroppen af en som en anden abeunge. Endelig nåede vi bunden, men ude i vandet skød et klippestykke op. Den måtte vi bestige. Nu gik det opad på store sten - så var Rikke på hjemmebane. Det var som om, at hun havde sugekopper på hænder og fødder! Da vi nåede toppen trængte vi til lidt forsyninger. Godt at farmand havde slæbt drikkevarer og lidt "snoller" med i rygsækken. Det blev indtaget mens vi nød udsigten. Tilbageturen tog Heidi i fuld fire-spring (hun var den første, der nåede toppen - godt gået, Heidi!). Rikke var blevet træt, så farmand havde hende på ryggen det meste af turen tilbage
- flot du gamle! Mutter svedte som en lille hest og Mikkel dannede den prustende bagtrop.
Vi lettede anker ved 17.30 tiden. Vores næste mål var Serra da Estrela (Stjernebjergene) - en nationalpark med Portugals højeste bjergkæde. Men klokken blev for mange, til at vi kunne nå dertil inden "sengetid". Vi smuttede på motorvejen nær Lissabon for at finde et sovested. Da vi havde kørt 1½-2 timer trængte vi til aftensmad. Vi kørte ind på en stor rasteplads med tank, cafeteria, toiletter og sågar mulighed få et bad. Vi besluttede os for at overnatte her - så sparede vi jo også de penge (men vi skulle blive så gruelig meget klogere!).
Efter aftensmaden fik vi redt op og kravlede i seng med vores peberspray, slagterkniven og pungen under hovedpuden. Hvis der var tyve, der havde tænkt sig at aflægge os et besøg, skulle de i hvert fald ikke komme for let til udbyttet!
