...tilbage
Onsdag den 10. marts 2004 :
Vi vågnede til 8 grader…..altså inden døre! Så det kan nok være at gasovnen blev tændt i en fart. Efter en halv times tid var det blevet så varmt, det var muligt at kravle ud fra dynens beskyttende varme uden at kroppen gjorde alt for meget modstand. Mikkel og Heidi syntes åbenbart ikke at kulden var så skræmmende, for de tog straks deres trøjer på og gik ud i kulden, for deres hule skulle bygges færdige (se billedet med den grønne presenning). Vi andre indtog i stedet et solidt morgenmåltid med masser af varm kaffe! Vi forlod vores overnatningsplads i høj solskin (se billedet) - her var en fantastisk udsigt. Men jo nærmere vi kom vores næste stop - Poco do Inferno - des mere overskyet blev det. Ind imellem kom der også regn.
Vi fulgte skiltene til Porco do Inferno (Helvedesbrønden) - et lille skovklædt bjergpas med et dramatisk vandfald. Da vi så skiltet pege ind af en grusvej, som i øvrigt var fyldt med sne, parkerede vi bilen, fik os noget frokost og iklædte os huer, vanter, gummistøvler m.m. Det var en ret krævende gå-tur, for sneen var begyndt at smelte og dannede små bække i det hjulkørte men smalle spor. At gå oven på isen var noget af en prøvelse! Når Rikkes små ben gik gennem sneen, gik den hende til knæhøjde. Efter en times gang - vel omkring 3 km. var de små ben trætte. Vi havde dog endnu ikke set vandfaldet, så mutter fortsatte traveturen alene, mens de 4 andre vendte om. Her var en storslået natur! Fra at bevæge sig en tæt nåleskov med udsigt ud over en smuk dal (se billedet af Heidi og mutter), kom jeg nu til et helt åbent og bart landskab med de mest fantastiske "stendynger" - kæmpe store sten i flere meters højde, men helt runde. Efter en ½ times "vandren" - uden at have fundet vandfaldet - vendte jeg om. Lige inden jeg kom til camperen, mødte jeg resten af familien. På grund af det noget langsomme "Rikke-tempo" var de ved at være dybfrosne. Så der blev tændt op under gasblusset, den varme cacao blev lavet og flødeskummen fundet frem (den på spraydåse!).
Nu var det meningen, at vi skulle til det højeste bjerg i omrÃ¥det - Malhão pÃ¥ 1991 meter. Men da vi kom til et T-kryds, hvor vi skulle dreje mod højre, var der for det første en advarselstavle, derfor blinkende fortalte os, at der var risiko for snefald og for det andet blæste det sÃ¥ kraftigt, at farmand var bange for, at vores store vinduer i camperen ville blive trykket ind af blæsten. Vi vendte næsen i samme retning, som vi kom! PÃ¥ vores vej tilbage sÃ¥ vi en del hyrder med deres fÃ¥r og geder og ikke mindst deres grÃ¥/gule hyrdehunde - en rigtig lækker vams, som man straks fÃ¥r lyst til at kramme. Ærgerligt, at vi ikke har plads til at tage en med hjem! Pludselig fik vi øje pÃ¥ et andet skilt til Poco do Inferno - vi kom jo nu fra den anden side. Vi besluttede at tage vejen for at se om den kunne lede os til vandfaldet. Hvis vi havde oplevet vejene smÃ¥ og snoede i gÃ¥r, ja sÃ¥ er det umuligt at finde ord for de veje vi nu kørte af (se billedet - og vejen er altsÃ¥ ikke ensrettet!)! Hold da fast - lodret ned, ingen autoværn og lige plads til 2 meget smÃ¥ personbiler. Det betød ogsÃ¥, at nÃ¥r vi mødte en bil skulle enten de eller vi finde et sted, hvor det var muligt at holde ind til siden, mens den anden part listede sig forbi! Jo, adrenalin-pumpen blev sat pÃ¥ arbejde! Heldigvis mødte vi kun ganske fÃ¥ biler, men til gengæld var der en del skovarbejdere, der var i gang med at fælde træer. Det betød, at de blokerede vejen med deres traktorer i 5-15 min. af gangen. Børnene syntes nu, det var ret spændende. De kunne nu se, hvordan man skover og fÃ¥r fjernet træerne fra bjergomrÃ¥derne - vist nok et noget større arbejde end de havde forventet!
Langt om længe nåede vi frem til området Poco do Inferno - nu blot fra den anden side. Man skulle simpelthen ikke tro, at der kun var få kilometer mellem det sted vi lige havde forladt og det vi nu stod i. Her skinnede solen, masser af træer og planter, der var ingen vind og heller ingen sne - en fantastisk kontrast. Dér var vandfaldet (se billedet) - meget smukt, men vi syntes nu ikke det var så dramatisk, som det stod beskrevet i vores bog - måske fordi vi har set væsentlig større vandfald i Norge. Vi brugte en times tid på en gå-tur i området og på at betragte det flotte vandfald. Vi så også en slags is-hytte, der var bygget ud over en af skrænterne, men bag til var skrænten simpelthen skredet sammen og havde rykket gulvet fra hytten med sig. Hytten blev nu holdt oppe v.h.a. stærke tove, der var bundet fast til en masse træer. Det var tydeligt, at her var det naturens kræfter, der var hersker!
Tiden var nu inde til at begynde jagten på et "sove-sted". Vi havde regnet med, at vi ved at køre i udkanten af nationalparken ad de små veje, kunne finde et overnatningssted - men nej! Vi fortsatte derfor mod den spanske grænse. Vi gjorde holdt i den lille by Formoso - lige inden grænsen. Såvel dieseltanken som vores maver var helt tomme. Vi fik fyldt begge dele! Herefter redte vi op til børnene, således at de kunne sidde godt og sove, mens vi fortsatte "jagten på sovepladsen". Kaffemaskinen blev sat i gang, roen sænkede sig over ungerne og vi voksne ledte på kortet efter en god soveplads. Vi besluttede os for at køre til en opdæmmet sø - omkring 100 km. Vi krydsede grænsen lidt før midnat - farvel Portugal og forhåbentlig på gensyn!
Langt om længe fremme i området……men hvor pokker var søen?! Efter lang tids søgen opgav vi. I stedet fandt vi et cafeteria i udkanten af byen Her væltede vi dødtrætte i vores seng - da var klokken 1.30……nå nej, 2.30. Vi havde jo krydset grænsen, så urene skulle lige stilles 1 time frem - det var altså sjovere, da vi kørte den anden vej på!
