...tilbage
Fredag den 12. marts 2004 :
En skøn fornemmelse at vågne frisk og veludhvilet!
Dagen stod på oprydning, rengøring og tøjvask, hvilket var særdeles påkrævet efter så mange dage i ødemarken! Børnene nød at være med fast grund under fødderne. Mikkel og Heidi brugte meget tid på at samle larver samt på at lave et lille larve-bur. Imens legede Rikke atter engang rolle-lege, samtidig med at hun sang en masse sange.
Vejret………tja, overskyet og gråt, men heldigvis noget lunere end i bjergene i Portugal!
Der var en restaurant på campingpladsen. Vi havde bestemt os for at prøve-smage maden om aftenen, så vi var sikre på at få et ordentligt festmåltid på søndag. Campingpladsen havde også mini-golf-bane - alle tiders. Så kunne vi fejre kobberbryllupsdagen med et godt morgenmåltid, et slag mini-golf, en masse tid på at "gøre os fine", spise lækkert mad og til sidst endelig at slå børnene i Familie Trivial Pursuit (de har vundet hver gang over os!).
Dejlige sultne gik vi af sted til restauranten. Vi ville smage "Menu de dia" - dagens menu. Rimeligt billigt - knap 8 euro med 3 retter mad og drikkevarer!!! Vi bestilte…….desværre ingen Menu de dia! NÅ! Vi fik spisekortet og gik i gang med at udvælge. Egentlig smagte maden rimeligt, men den var halvkold, restauranten var hel-kold og servitricen en lunken oplevelse! Da vi havde spist hovedretten, bestemte vi os for at prøve en dessert. Vi troede, vi bestilte en skål med en slags frugtsalat (som vi ofte har fået), men hvad kom den lunkne servitrice med?!!! En appelsin med skræl og det hele…….det er ski' den dyreste appelsin jeg nogensinde har fået……..10 kr! For at gøre aftenen "rigtig vellykket" styrt-regnede det, da vi skulle hjem. Det var bare mere end farmand kunne tage!!!! "Vi kører til Cabopino i morgen!" - her ved vi, at der ligger en rigtig pæn restaurant lige uden for campingpladsen. Det har længe været planen, at vi skulle tilbage til Cabopino, da et hold af vores venner kommer til Malaga med fly lige før påske. Vi har bestilt en hytte til dem på Cabopino, men har ikke villet skrive noget om dette i dagbogen, da vi ved, at de venner vi fik på Cabopino, ind imellem læser vores dagbog - og vi ville så gerne overraske dem ved blot at dukke op. Men det var ikke vores plan at vende tilbage hertil før omkring 22. marts.
Nå, men ok…..vi andre ville jo også gerne fejre dagen med "at blive vartet op" på en god restaurant. Med beslutningen om at tage tilbage til Cabopino i morgen gik vi på hovedet i seng!