...tilbage
Lørdag den 13. marts 2004 :
"Tidligt op, pakke sammen og med det vÃ¥de vasketøj pakket ind i sorte sække vendte vi mod næsen Cabopino. Vi kørte i skiftevis regn og skyet vejr, men stadig med de smukke marker langs vejen (se billederne). Da vi passerede bjergkæden lige før Málaga skiftede vejret fuldstændigt. Nu var der høj solskin og temperaturen føltes helt rigtig!
Inden vi ankom til Cabopino, skulle vi lige proviantere i Lidl. Her fik børnene øje på en bil, de bestemt mente tilhørte en af vores venner fra Cabopino. De strøg ud og samtlige supermarkeder i området blev gennemsøgt for at finde bilens ejere - familien Guthkjer! Men ved nærmere eftersyn viste det sig at bilen slet ikke var deres! Børnene plagede os derfor om, om ikke de gå til campingpladsen - de havde simpelthen ikke tålmodighed til at vente…….men det blev de nu nød til, for vi ville være hurtigere fremme end de kunne gå og desuden er vejen til Cabopino temmelig trafikeret.
Endelig - midt på eftermiddagen ankom vi til Cabopino. Mikkel udbrød straks: "Det føles næsten lige som at komme hjem!" De kunne slet ikke vente - straks bilen stoppede sprang de ud, løb op til familien Guthkjer…….nej, hvor kan skæbnen dog være hård……der var ingen hjemme! Nå, men så er det jo godt, at man har nogle andre venner på pladsen. Straks satte de kursen mod Jonna og Bjarne (vi to "gamle" var stadig ved at tjekke ind). Her var der gevinst. Efter børnenes beskrivelse, troede Jonna vist, at hun så spøgelser! Men det var rigtig nok….uden for hendes havelåge stod der 3 børn og ventede på et gensyns-knus. Og de blev ikke snydt…….de fik vist flere af både Jonna og Bjarne. Frække som vi nu er, inviterede vi os selv på kaffe hos Jonna og Bjarne. Da camperen var kørt på plads, ilede vi ned til dem. Heller ikke de voksne blev snydt……vi fik også et dejligt gensyns-knus. Ja, Mikkel har nu ret……det føles lidt lige som at "komme hjem igen" - dejligt. Vi fik en god og tiltrængt kop kaffe og en masse snak! Imens så børnene lidt dansk TV, løb lidt rundt på pladsen for at se, hvem der var her endnu og holdt et skarpt øje med Guthkjers bil! Heidi fik også et gensyns-knus eller "slik" af hvalpen Pino, som er blevet meget større, siden vi så den sidst. Endelig kom Guthkjers bil! 1-2-3 og ungerne var væk.
Pokkers jeg glemte at købe dadler, da jeg var ude at handle. Ikke noget problem med så dejlige venner som Jonna og Bjarne. Bjarne startede bilen og kørte af sted med farmand - hvor er de dog nogle dejlige mennesker! I mens travede mutter hen for at sige hej til familien Guthkjer. Her var overraskelsen dog knap så stor. Tina havde sådan på fornemmelsen, at vi ville komme igen, men hun havde dog ikke regnet med, at det blev lige før deres kobberbryllup. Det har Guthkjer nemlig også snart…..d. 5. april! Vi fik uddelt "knuser" og "uddelt venskabelige drillerier" - dejligt at se dem igen. Nu øjnede vi farmand i det fjerne…..ups, jeg havde sagt, at jeg nok skulle skynde mig…..vi havde endnu ikke sat køleskabet til …..og intet andet var gjort! Den første kommentar var dog også: "Er du her endnu?!", men 3 sek. senere stod også han og fik knus og en sludder.
Da klokken var blevet næsten 18.30 var det vist på tide at få pakket ud, vasket bil (den var MEGET beskidt) og lavet aftensmad. Meget trætte og spændte på dagen i morgen (vores børn havde haft en del "viske-rier" de sidste dage) gik vi i seng ved 23.30 tiden. Men hvad var dog det for en rumsteren uden for bilen? - vi holdt jo det samme sted som sidst og dermed på den plads, hvor tyveriet var blevet begået. Al lyset blev slukket og gardinerne forsigtig trukket op…..hmm ikke lige noget at se…….jo, der helt op ad bilens dør……..men var det ikke?!!……jo, der stod Peter og Tina! - børnene havde nået "at sladre" om vores kobberbryllup - vi havde slet og ret glemt at sige, at de ikke skulle fortælle om det! Hvad Peter og Tina lavede, kunne vi ikke se, men forsigtigt rullede vi gardinerne ned igen og prøvede på at sove!
