...tilbage
Onsdag den 17. marts 2004 :
Vi vågnede til en grå og overskyet dag…..Da vi ankom til Cabopino pralede de ellers alle sammen af det flotte vejr, de havde haft (de var godt nok også blevet meget brune/nogle røde), men de kunne da godt have gemt bare lidt sol til os!
Da vi i december var på Cabopino, havde vi haft campingpladsens bedste "vinterplads" - altså den med fuld sol næsten hele dagen - når altså den var fremme!). Den blev atter ledig i dag, så vi pakkede alle tingene sammen for at flytte 10 meter! Så nu bor vi atter oven for Jonna og Bjarne - det er så hyggeligt at kunne holde øje med, hvornår de trækker persiennerne fra (tror, de er B-mennesker lige som os!) og at få en lille sludder over stakittet.
Eftermiddagen brugte mutter på internetcaféen. Det er jo ved at være tid til at kigge på arbejde, så der blev søgt flittigt på jobsiderne. Hun fandt også et par interessante job, så der skal kigges nærmere på i ugens løb. Hun står dog ikke helt uden job, da hun er blevet tilbudt et vikariat via mail fra en af hendes tidligere leder - dejligt at der er nogen, der tænker på én, selv når man er mange kilometer væk! Da mutter nu var på internettet, ville hun lige tjekke hjemmesiden. Hvad pokker var den nu af??? Den var ikke blevet opdateret. Nå, vi må lige have fat i vores ellers så stabile "opdateringshjælper" Ole.
Tja, normalt er det jo katte, der bliver tiltrukket af os, men denne gang var det en omstrejfende hund, der syntes, at vores madskål var interessant. Vi havde observeret en hund, der løb forvildet rundt på pladsen. Den var utrolig sky og nervøs. Vi fyldte en skål med lidt godter og langsomt, men med et meget vagtsomt blik, lod den sig lokke af maden. Det var dog helt umuligt at komme nærmere end i 2 meters afstand. Gad vide, hvor den hører til? Vi har desværre hørt flere historier om folk, der efterlader deres hunde på campingpladsen, når de kører herfra. Hvordan kan voksne mennesker, dog handle så uansvarligt?!!