...tilbage
Fredag den 19. marts 2004 :
Vi vågnede til solskin og store, bløde, hvide skyer………og en lille hund, der ventede på morgenmad uden for vores dør! Nu kunne vi, hvis vi bevægede os med meget rolige bevægelser, kommer så tæt på som ca. 1 meter fra hunden. Men der er lang vej endnu!
Efter tøjvask og frokost tog vi en tur på stranden. Det var dog stadig en kølig vind, der blæste ind fra havet, så en trøje over skulderne var nødvendig, når man sad stille. Ungerne nød atter at være tilbage ved vandet og sandet. Da vi efter 1½ times tid ville hjem, var det under stor protest fra ungerne!
Da vi nærmede os campingpladsen, var der helt fyldt med mennesker. Hvad mon der skete? Jo, de var ved at flyttet en af de huse, som mange på campingpladsen har. De køber simpelthen et mindre hus og får lov at stille det op på campingpladsen mod at betale leje, for den jord de har til rådighed. Men der er nogle af disse ejere, der er blevet trætte, af den måde de bliver behandlet på, på Cabopino - bl.a. høje stigninger på lejeprisen af jorden. De har så købt et stykke jord, hvor til de flytter deres hus og bosætter sig der i stedet. Det var flytningen af én af disse huse vi var "vidner" til. Hold da fast mand, lastbilchaufføren skulle godt nok holde tungen lige i munden - det var milimeterarbejde! Det kostede dog også en udluftning på taget samt en hel del grene på træerne på campingpladsen.
Om aftenen havde vinden lagt sig, så vi gjorde klar til at grille og sidde ud og spise. Som sædvanlig var vores børn "rendt hjemmefra" - over til Line og Camilla. Deres forældre - Tina og Peter - syntes vist, at deres hus var lidt for trang til alle de mennesker! Så de tog en flaske rødvin under armen og kom hen og nød denne dejlige aftenstund sammen med os. Det er så dejligt med at have tid til disse pludselige indskydelser - noget vi nok vil savne en del, når vi kommer hjem til "det skemalagte liv"!
Vi fik atter vore børn tilbage, men kun for en kort bemærkning og en gang aftensmad. Her efter delte vi os igen op - børnene så fjernsyn hos Line og Camilla, mens vi hyggede os uden døre sammen med Tina og Peter (vi måtte godt nok side med trøjer på og i lange bukser samt med varmeblæseren under bordet, men det smagte alligevel lidt af sommeraftener!). Det var skønt at sidde og snakke uden hele tiden lige at skulle besvare børnenes 1000-vis af spørgsmål og uden at have deres støj lige i nakken! Vi nyder vores tætte samvær med børnene, men også de stunder, hvor vi er "børne-fri".
