...tilbage

Onsdag den 5. november 2003 :

Det var en lidt trist dag i dag - selv om solen skinnede. Vi skulle nemlig sige farvel til Vagn og Karen, som vi har haft så mange hyggelige stunder sammen med. Vores børn vil også komme til at savne dem. De har været nogle dejlige "reserve bedsteforældre" for vores børn. De havde altid tid til at lytte (- mon jeres ører har fået rekreeret?!) og tid til at gå en tur med deres hund og vores børn.
Vi håber, I er kommet godt hjem og vil gerne sige TUSIND TAK for dejlige stunder sammen med jer! Vi håber, at vi mødes engang i det nye år.
Efter at Vagn og Karen "var hjulpet ud" med deres store camper, var det tid til lektielæsning. Mens Mikkel og Heidi sled, slappede Rikke af sammen med Line. Vejret var stadig så dejligt, at de kunne sidde ude i solen med "kortærmer".
En del af dagen blev brugt på at maile til familie og venner. Det er bare så dejligt med alle de folk, der mailer til os. Vi føler stadig, at vi ved hvad der sker i de små hjem og lille Danmark!
Vores "naboer" - Bjarne og Lis - skulle forlade pladsen i morgen. Så dem skulle vi desværre også sige farvel til. Det gjorde vi på "dansk vis" med Irish Coffee og rødvin. Vi havde en rigtig sjov og hyggelig aften sammen. Men vi håber ikke, det er et rigtig farvel, men nærmere et "På gensyn"! Bjarne og Lis skulle nemlig mod La Manga - nær Cartagena. Der regner vi med at tage til først i næste uge, så dér håber vi at gense dem.

Vagn og Karen hjælpes ud, det tog lidt tid at få den 8,2 m lange camper ud Mikkel i fuld gang med lektierne