...tilbage
Søndag den 9. november 2003 :
Ja, sÃ¥ var det tid til afgang igen! Denne gang gik kursen mod Benidorm ( ca. 60 km. nord for Alicante), hvor der ligger en stor tema park/forlystelsespark, som vi var kommet til at love børnene en tur i. Vanen tro valgte vi at køre langs kysten. Det er en meget smuk vej - især turen fra València til Benidorm. Da det var tid til frokost, kørte vi ned pÃ¥ stranden. Solen skinned fra en skyfri himmel. Der var bagende varmt - det var tydeligt at mærke, at vi nu var kommet et godt stykke ned i Spanien. Jeg kan stadig ikke helt fatte, at det er muligt at svede i shorts og korte ærmer et stykke inde i novemeber mÃ¥ned - jeg kan kun sig: "Prøv det!" - det er ufatteligt!
Efter frokosten kørte vi videre syd på. Men vi besluttede os for at lave en lille afstikker på 3 km. - ud til en klippe, der ser ud til lige at have rejst sig fra havet. Den hedder Penyal d'Ifac. Den er 332 m. høj og ligger helt ud ved vandet. Da vi ankom, blev vi 2 "lidt ældre" utrolig fascineret af klippen. Den måtte vi op på toppen af. Der var ikke den stor begejstring at spore hos børnene - de ville hellere blive i autocamperen. Farmand gik til informationstavlen for at læse lidt om vandreturen. Efter at have "låst børnene forsvarligt inde i camperen" (Kære bedsteforælder, de havde en mobiltelefon og det samme havde vi, så vi kunne hele tiden komme i kontakt med hinanden (troede vi!)), gik jeg op til farmand for at høre lidt om, hvad der ventede os - en travetur, der er berammet til 2½ time, den bliver betragtet som farlig, man bør have travefodtøj på osv osv. Vi kiggede lidt på hinanden og ned på vores fodtøj (- et par gamle tennissko og Ecco sko) og blev enige om, at det kunne vi da sagtens klare! Som sagt så gjort! Så vi gik hånd i hånd op ad "stierne". Det var en dejlig fornemmelse at gå her alene - bare os to! Ja, nu skrev jeg, vi gik op ad stierne - det sidste stykke nærmest kravlede jeg. Mine korte ben kunne ikke helt klare de store trin, der skulle til for at komme fra klippestykke til klippestykke. Da vi manglede ca. 40 meter i højden for at være helt oppe, kom der pludselig en masse skyer og "lagde sig omkring" bjergtoppen. Vi "diskuterede" lidt frem og tilbage, om det nu var forsvarligt at gå i "tåge". Og alt mens vi snakkede, ja så forsvandt skyerne lige så hurtigt, som de var kommet. Så vi tog chancen. Heldigvis - for der oppe fra toppen var den mest fantastiske udsigt! Her kunne vi se mile vidt omkring og 332 m. lodret ned. Det var hel turen værd! Vi kunne også se vores camper, som en lille legetøjsbil ned på parkeringspladsen. Så vi ringede lige til børnene, så de kunne se deres forældre i 332 m.'s højde! Men nej - ingen svarede. Pudsigt! Nå, men de havde nok glemt at tænde den - håbede vi!
Så begyndte nedstigningen i rask trav. Efter 1 t. og 40 min. stod vi atter ved bunden af bjerget. Vi var pavestolte - 50 min. mindre end turen var berammet til - uden væske (det havde vi lige glemt! - og i gamle tennis- og ecco- sko. Nå, vi skyndte os ned til børnene. De sad alle mand og legede og hyggede sig. "Ja, men hvorfor tog I ikke telefonen, da vi ringede eller besvarede den SMS vi sendte?" Her til var svaret blot: "Hvorfor har I haft ringet?"!!!! Efter nærmere eftersyn af mobiltelefonen viste det sig, at den var løbet tør for batteri!!! Kære bedsteforældre, vi skal nok tjekke den næste gang, vi "låser vores børn inde"! Efter at vi 2 "helt unge" havde pralet lidt over for børnene - der i øvrigt ikke var særlig imponerede og mente, at nu måtte vi hellere se at komme videre, tja så lettede vi anker!
Ved 19-tiden ankom vi til Benidorm. Efter at have besøgt 4-5 campingpladser, der alle ville have mellem 30-40 euro, for at vi kunne være der en nat over! Nej, nu kom nærrigheden op i os. Ikke tale om. Så vi besluttede at køre op til tema parken - Terra Mitica - for at høre om man måtte overnatte på deres p-plads (det må man f.eks. i Disney-land Paris). Wow, hvor var der flot på vej der til. Vi mødte den ene store rundkørsel efter den anden - og den ene mere imponerede end den anden, med springvand og flotte skulpturer. Men nej, her måtte vi desværre ikke overnatte. Nå, så ville vi på motorvejen for at finde en rasteplads. På vej ud af byen fik vi pludselig øje på en plads, hvor der holdt 40-45 autocampere og 10-15 lastbiler. Her holdt vi ind i rækken af de andre campere. Vi sov godt nok ikke særlig tungt - men billigt!
