...tilbage

Lørdag den 4. oktober 2003 :

Det var dog lidt vemodigt at skulle sige farvel til campingpladsen - vi havde trods alt boet på pladsen i 25 dage og været meget glade for at bo der.
Vi havde besluttede os for, at næste stop skulle være Monaco, så vi ville køre nær den Franske grænse. Da vi jo har erfaring for køresyge, når vi kører bjergkørsel, besluttede vi os for motorvejen, på den strækning vi i forvejen havde kørt langs kysten. Ulempen ved motorvejen er, at men ser ikke ret meget, men til gengæld tager det kun den halve tid at nå frem. Da vi kom gennem byen San Remo, hørte vi pludselig en masse motorlarm og dér i det fjerne fik vi øje på en "fed" rallybil. Så op på den stor remskive og efter bilen. Det viste sig, at der rundt om San Remo blev kørt en afdeling af VM rally. Så mens vi piger hyggede os i camperen, stod Mikkel og farmand på et gadehjørne og gloede på rallybiler. Sådan nogle rally-biler har en temlig "hård" og ujævn motorgang og indimellem "skyder" de. Lige på vej rundt i svinget, hvor Mikkel og farmand stod, var der en bil, der gav et ordentligt "knald" fra sig - det var ret tydeligt på Mikkels kropssprog, at han troede, at der var en mand efter ham med en pistol!
Til spisetid trillede vi ind på en dejlig campingplads lidt uden for San Remo. Vi spiste aftensmad og herefter gik børnene en "snuse-runde". Pludselig kom de løbende tilbage: "Vi bor lige ved siden af et holde danskere". Det kunne vi ikke helt forstå, da vi ikke havde set en bil med danske plader.
Det viste sig, at familien var fløjet til Italien og hér havde de lejet en autocamper - derfor italienske plader på bilen. Dem måtte vi da lige over at sige hej til. Her mødte vi Sofie på 3½ år, Anne på 7 år og deres far og mor - Heine og Helle. Som for øvrigt - pudsigt nok - selv har en campingplads i Nymindegab - "Nymindegab Familie Camping". Hvis de behandler deres campister med samme venlighed, som de har behandlet os, ja så kan det kun være et godt sted at campere! Men vi regner nu med - hvis vi kan få det til at gå op i en højere enhed - at vi slår et smut forbi, når vi vender næsen hjem ad i maj. Så I høre nærmere om pladsen.
De har for øvrigt en hjemmeside: www.nycamp.dk, hvis du vil læse mere.
Vi havde en rigtig hyggelig aften sammen og vores piger nød at have nye legekammerater.

Rallybil på vej rundt til næste prøve