...tilbage
Mandag den 27. oktober 2003 :
Ja, så blev det mandag igen. Det var ensbetydende med skolegang og dagbogsskrivning.
Først på eftermiddagen lånte Mikkel og farmand Vagn's scooter. De kørte rundt i området i flere timer - os "derhjemme" var ved at blive bekymret for, om de var blevet stoppet af politiet eller havde vendt næsen mod Danmark! Men sidst på eftermiddagen kom 2 forfrosne drenge hjem, som havde været nød til at holde ind undervejs for at købe vanter! - men de havde haft en god tur. Om det var kulden, der havde inspireret dem, ved jeg ikke, men de havde købt en lækker ny jakke til mutter! Glæden ved "at få nyt", er blevet en hel anden efter, at vi har levet med et lidt stramt budget.
Det kan godt være, at vi glemte at stille urene i går - men vi var ikke de eneste. Sidst på eftermiddagen i dag snakkede vi med et andet hold danskere. De havde fuldstændig glemt, at urene skulle stilles! Det tegner egentlig et godt billede, af det liv vi lever nu. Uret har ikke længere den "magt" over os, som det havde tidligere. Vores liv er nu langt mere "behovsstyret" end "tidsstyret".
Sidst på eftermiddagen mødtes vi i restauranten hos Kamma ("guiden"), sammen med en del andre danskere. Det er egentlig utrolig givtig at mødes på denne måde. Vi udveksler en masse erfaringer om bl.a. campingpladser, køb af gas, seværdighed o.m.a. Da "mødet" var slut, gik vi omkring Karen og Vagn. Her nød vi et glas rødvin og en hyggelig snak, mens regnen silede ned! Da vi skulle tilbage til vores autocamper, måtte farmand endnu engang overgive sig til vejrguderne - han lånte en paraply af Vagn og Karen! De næste dage gik han og overvejede, om han selv burde investere i én. Under opdatering af vores hjemmeside blev vi pludselig smidt af nettet. Vi kunne heller ikke checke mail. Vi regner med, at problemet ligger i telefonforbindelse - så vi håber det er bedre i morgen.