...tilbage
Søndag den 21. september 2003 :
ENDELIG oprandt dagen, hvor farfar og farmor skulle komme. Vi snakkede med dem et par gange over "mobilen" og spændingen bare steg og steg!
Farfar og farmor havde lidt svær ved at finde campingpladsen, så farmand lånte Birgittes bil (tak for det - det er lidt lettere end at skulle "pakke" camperen og afsted i den) og fik guidet dem "på plads".
Så blev der uddelt knus og kram. Det var herligt at gense familien. Vi tog os en sen frokost a la Italiano, alt i mens snakken gik livligt. Efter frokosten oplevede børnene nærmest "en juleaften uden for sæsonnen".
Farfar og farmor havde bøger og blade med. Straks begravede børnene sig bag hvert sit blad. Det var tydeligt, at dansk læsestof havde været en mangelvare. Men det var ikke blot dansk læsestof, som farfar og farmor medbragt.
Nej, farmor havde rigtig dansk mad med! Så børnene spiste boller i karry til den store guldmedalje, mens vi voksne fik høns i asparges til forret. Vi voksne tænker ikke så meget over savnet af danske varer som børnene, men når man får dansk mad på tungen, vækkes alle de "danske sanser" og man bare nyder det!
Så vi glæder os til "at gå ombord" i alle de danske varer, som farfar og farmor havde med - de klarede det uden trailer, men jeg tror faktisk, at de kørte med overlæs!J
Vi havde en rigtig dejlig aften, hvor snakken gik "på italiensk" - d.v.s. i munden på hinanden - herligt. Mens vi voksne talte og talte, kravlede børnene over i autocamperen og fandt en af de nye videoer frem, som farfar og farmor havde haft med. De havde også en kæmpe bøtte Haribo Matedormix med fra mormor og Basse. Og hvad er mere fedt end at se video og "æde" dansk slik?! På et tidspunkt måtte jeg dog sætte begrænsning på slikket, ellers havde de "ædt sig til en mavepine"!
Nu ser vi frem til små 14 dage sammen med farfar og farmor.